ŠKODA Højbjerg

ŠKODA afslører designtegninger af ENYAQ iV

Verdenspremieren finder sted 1. september i Prag. Nu viser ŠKODA designskitser af elbilen ENYAQ iV. De tegner et billede af en SUV, hvis designet adskiller sig fra resten af ŠKODA-familien både ude og inde.

Den er blevet kaldt ŠKODAs vigtigste bil siden OCTAVIA i 1996, der med ét slag gjorde ŠKODA kendt for rummelige familiebiler med masser af værdi i hverdagen. Elbilen ENYAQ iV indvarsler da også en ny æra for ŠKODA. Godt nok kørte CITIGOe iV med æren som ŠKODAs første elbil, men ENYAQ iV er den første elbil fra det tjekkiske mærke på MEB-platformen, som også Volkswagen ID.3 er bygget på.

ŠKODAs nyeste designsprog
Som altid i Volkswagen-gruppens samarbejde har ŠKODA udnyttet platformen fuldt ud for at skabe en elbil, der på samme tid er både rummelig og kompakt. Med sine 4.648 mm har ENYAQ iV stort set samme længde som den nye OCTAVIA, hvorfra den også viderefører ŠKODAs designsprog med skulpturelle linjer, rene flader og krystal-lignende elementer inspireret af bøhmisk krystal. Men så hører den designmæssige lighed på flere måder også op. Selv ŠKODAs øvrige SUV’er adskiller ENYAQ iV sig fra, fordi fronten er kortere, samtidig med at taglinjen designmæssigt synes længere. Det giver et særligt dynamisk og muskuløst udseende, der bogstaveligt talt bliver understøttet af store hjul. Den kompakte front er dog stadig markant, og med sine lodrette ribber – her mere opretstående end hos resten af ŠKODA-familien – er man ikke i tvivl om slægtskabet.

Som elbil på MEB-platformen adskiller ENYAQ iV sig også ved fraværet af kardantunnel. Det flade gulv for og bag bliver til fulde udnyttet til plads i kabinen, hvor ŠKODA introducerer et nyt koncept for rummelighed. Det giver nærmest en oplevelse af at opholde sig i en behagelig lounge, hvor der er lagt vægt på enkelthed og rene linjer.

Rækkevidde op til 500 km
Hvordan ENYAQ iV ser ud i virkeligheden, bliver afsløret 1. september, hvor den smider camouflagen i Prag. En verdenspremiere, som bl.a. bliver livestreamet på ŠKODA Danmarks Facebook-side. De fleste tekniske data har ŠKODA allerede løftet sløret for. Det ligger fast, at ENYAQ kommer i fem varianter baseret på batterier i tre størrelser. Indstigningsmodellen bliver ŠKODA ENYAQ iV 50, som har et batteri på 55 kWh (netto 52 kWh), en elmotor på 109 kW (148 hk) og en rækkevidde på op til 340 km. Rækkevidden når op på 390 km med ŠKODA ENYAQ iV 60, som har et batteri på 62 kWh (netto 58 kWh) og en elmotor på 132 kW (179 hk). Den længste rækkevidde opnår man med ŠKODA ENYAQ iV 80. Den har et batteri på 82 kWh (netto 77 kWh), en elmotor på 155 kW (211 hk) og en rækkevidde på op til 500 km.

Fælles for de tre varianter er elmotoren placeret på bagakslen, men derudover er der to varianter, som også har en elmotor på forakslen og dermed firehjulstræk. Det er ŠKODA ENYAQ iV 80X med i alt 195 kWh (265 hk) og ENYAQ iV RS med i alt 225 kWh (306 hk). Begge varianter med firehjulstræk har en rækkevidde på op til 460 km.

Opladning til 80 procent på 40 minutter
ŠKODA ENYAQ iV kan oplades med 2,3 kW AC i en stikkontakt. Dog anbefales det altid, at man oplader med 11 kW AC via en ladeboks eller med 100 kW DC på en hurtigladestation. Med undtagelse af ENYAQ iV 50 er opladning med 125 kW DC muligt som tilvalg. Opladningen med en ladeboks tager seks til otte timer afhængig af batteristørrelsen, mens en hurtigladestation kan klare opgaven på bare 40 minutter (fra 10 procent til 80 procent). Såvel ladetider som rækkevidder er præliminære, og de endelige data vil blive offentliggjort i forbindelse med verdenspremieren.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk